Skotland - søndag den 10. september 2017

Til Fort William

Tilbage

Efter et par møder i natpissernes klub begynder det at regne og regnen varer ved, så vi har ikke helt lyst til at stå op. Men kl. godt 8 går den ikke længere. Mange af de andre telte er allerede pakket sammen og har forladt pladsen, da vi er klar til at finde noget morgenmad.

Ind imellem bygerne går vi på jagt i byen og der er ingen steder, der vil servere breakfast. Mærkeligt, når man tænker, at det er et åbenlyst sted at overnatte på en klassisk vandrerute.

Vi ender med at købe forholdsvis frisk morgenbrød i byens Coop sammen med ost, skinke og smør. Vi bliver enige om, at vi hellere må tage en omgang øl med til bilen, så vi ikke går helt tør. Vi undrer os over, at køleskabet med øllene ikke kan lukkes, men vi får fyldt kurven med 3 gode øl. Så er der en halvsøvning lokal mand, der antyder, at det er lidt tidligt, at drikke øl. Klokken er kun ca. 9. Vi forstår ikke hentydningen, så han fortæller, at vi slet ikke må købe øl så tidligt. Så går det op for os, at vi jo er i Storbritannien.

Tilbage ved vores hostel finder vi frem til et forholdsvis fint fællesrum med alle de ting, der hører til et godt måltid. En gryde, til at koge vand, kopper, tallerkner, glas og bestik. Så er der dækket op til morgenmad.

Jan tager bestik af vejrudsigten og de melder mellem 80 og 100 procent sandsynlighed for regn i området, så der er hurtigt enighed om, at vi ikke vil tage på vandretur. Planen var ellers en to dags tur ud i bjergene med telt. I stedet beslutter vi at abdicere og køre til Fort William, finde et overnatningssted og se os lidt omkring der.

Vores våde telte bliver pakket groft sammen og hældt i en plasticpose og vi kører ud af byen og langs Loch Leven mod hovedvejen til Fort William.

I løbet af en times tid er vi i Fort William, hvor der ligger mange hostels langs vejen ind mod centrum. De fleste har ikke ledige værelser, så vi fortsætter forbi centrum, for at frekventere et par af de større hoteller. De er også booket fuldt op. Men vi finder et mindre hotel på indfaldsvejen. Der er et enkelt værelse til "Me, my brother and my friend", som Jørn sælger det til receptionisten. Så får vi et family room med 3 senge. Lige hvad vi har brug for.

Vi går hen i byens gågade og har svært ved at købe en cask ale, da klokken ikke er 12 endnu. Efter at være afvist et par gange imellem regnbygerne, finder vi endelig en restaurant for enden af gågaden, The Great Glen, hvor der ser ud til, at der serveres mad og øl. Men ak nej, klokken er kun et minut i 12, så servitricen må ikke servere endnu. Vi foreslår, at vi kan betale forlods, så vi er klar. Det må vi heller ikke, men servitricen må dog godt gøre glassene klar. Præcis kl. 12 bliver der således skænket 3 pints of Doom Bar, som vi til glædelig overraskelse kan få her. Jan har talt en del om denne øl, så forventningerne er høje.

Lidt parfumeret og måske tilsat en anelse krydderier, melder jeg ud til Jans store irritation. Jeg trækker i land ved at proklamere, at det er koriander, der er i. Det formilder ikke Jan. Der hører ikke krydderier til i engelske ales - og slet ikke i real cask ales. Vi bliver enige om, at det er en fin, frisk ale.

Vi ender med at spise frokost på restauranten og begiver os derefter ned gennem gågaden, for at se på de forskellige vandrer-butikker - og pubs.

Sådan går eftermiddagen. Mellem regnbygerne når vi ned til enden af gågaden og tilbage igen. For den fjerneste ende af gågaden får vi købt lidt øl og lidt chips. Der er ikke stemning for en større gang aftensmad. Vi slutter på The Great Glen med en Doom Bar og en portion Nachos, så vi er sikre på, at alle kan klare sig gennem dagen uden aftensmad.

Tilbage ved vores Cruachan Hotel, er der åbenbart også mødt en større bus med franske pensionister op. De kæmper med en stejl trappe op til hotellet, så både Jørn og jeg øjner chancen for at få et par lette points, men jeg tror, at de skide franske kællinger regner os for personale. Så der er hverken drikkepenge eller kindkys som tak for at slæbe deres kufferter op til receptionen.

Vi har fået værelse på øverste etage og vi har nogenlunde fin udsigt til Loch Lehnie, hvor det ser ud til at klare lidt op.

Resten af aftenen går med at slappe af, smage på noget OVD (Old Vatted Demerara) rom og en flaske Doom Bar.

Efterhånden som de andre bliver mere vrøvlet, får jeg skrevet lidt dagbog. De andre ser musikvideoer og slås om, hvem der har skrevet dette og hint. Hold kæft, hvor er de kloge. Båthorn!